Slet ikke planen at hæmatologien skulle fange Dennis
Det var klinisk mikrobiologi, Dennis Lund Hansen havde planlagt at fordybe sig i. Men et tilfældigt møde med hæmatologien banede i stedet vejen til en ph.d. og hoveduddannelse inden for specialet.
Dennis var forskerspire
Jeg troede oprindeligt, at jeg skulle være speciallæge i Klinisk mikrobiologi, så jeg kunne fordybe mig i mikrobiologisk diagnostik i laboratoriet. Men under et klinikophold på 6. semester mødte jeg ved et tilfælde hæmatologien, og det fangede mig.
Hæmatologi er et lidt nørdet speciale forstået på den måde, at vi finder stor glæde i detaljerne. Arbejdet med hæmatologiske patienter er sjældent så akut, at der ikke er tid til at tænke sig godt om eller spørge kollegaerne til råds. Og det passer mig rigtig godt at arbejde på den måde.
Det har også været vigtigt for mig at have mulighed for at kombinere min interesse for forskning med arbejdet i klinikken. Det er da fedt at vide, at det gavner patienterne, når jeg får ny viden.
Hæmatologi har det hele
Noget af det, der har overrasket mig under min uddannelse er, hvor mange forskellige patienter, man møder inden for hæmatologien. Du møder patienter, der er i meget korte intensive patientforløb. Og du møder dem, der er i lange helbredende behandlinger eller rene palliative forløb, da det jo ofte er alvorlige diagnoser, vi arbejder med.
Det betyder også, at vi som hæmatologer skal favne bredt og forholde os til mange forskellige tanker, tidsperspektiver og planer for patienterne. Den store bredde i opgaver og patienter er uden tvivl noget af det, der gør denne lægelige opgave mega spændende.
Og så har jeg mange forskellige og dedikerede kollegaer – lige fra forskningsnørder til rene klinikere. Det giver en rigtig god dynamik i afdelingen og er en stor styrke.
Derudover oplever jeg en utrolig stor nidkærhed over for plejen af patienter, som er motiverende at være en del af. Jeg mener helt klart, at specialet har det hele på alle fronter.
Det i lærebøgerne – og meget, meget mere
Jeg tror egentligt på, at alle lægelige specialer er spændende, og at de fleste vil kunne finde glæden i mange specialer, når man får lov til at fordybe sig. Tingene bliver jo ofte sjovere, når man beskæftiger sig med det.
Derfor er mit bedste råd til yngre læger, som står over for deres valg af speciale, at man prøver de ting af, som har interesse, og så gør op med sig selv, hvad man absolut ikke kan trives med i forhold til arbejdsmiljø, det faglige, karriereveje mv. – og, at man herefter vælger frit mellem alle de tilbageværende specialer.
Jeg sluttede på studiet med en mavefornemmelse af, at jeg var åben for de fleste specialer, og at det kun var ganske få, som ikke appellerede til mig. At jeg nu er på vej til at blive hæmatolog skyldes som sagt tilfældigheder. En oplevelse, der nok deles af mange uanset specialet.
De lægelige opgaver er nemlig ligesom det, der står i lærebøgerne – og meget mere.
Dennis’ bedste råd til yngre læger: Prøv noget af
Mit bedste råd til yngre læger, som står over for deres valg af speciale er, at man prøver de ting af, som har interesse, og så gør op med sig selv, hvad man absolut ikke kan trives med i forhold til arbejdsmiljø, det faglige, karriereveje mv. – og at man herefter vælger frit mellem alle de tilbageværende specialer.
Fakta
Hæmatologi er læren om blod- og lymfeknudesygdomme. Specialet varetager forebyggelse, diagnostik og behandling af sygdomme, som udgår fra celler i knoglemarv og det lymfatiske system eller forårsages af en defekt i omsætningen eller funktionen af blodets formede bestanddele og koagulationssystem.